Classic Poem

Træt er min Siel — — forfulgt af Frygtens blege Skygger,
Sank den tilsidst ved dig,
Du steile Muur, som bange Kummer bygger
Imellem Haab og sig. -
See! — standser ei min Graad? — mit følesløse Hierte
Slaaer ordentlig og svagt -
Stivt seer mit Øie Trudsler, Trøst og Smerte
Med lige stor Foragt. -
Lad Dyder Haand i Haand og zittrende og blege
Gaae mit Paulun forbi! -
Lad kaade Fauner og Sirener lege
I heslig Harmonie! -
Lad Slangen hvisle Søvn og lad Orcanen brøle! -
Mon jeg fornemmer det? -
Jeg! — som forhærdet neppe meer kan føle
Mit eget Aandedræt!« -
Saa var det, at Philet bedrog sig — thi hans Klage,
Og Taaren kom igien;
Og dobbelt strærk kom Smerten snart tilbage
Til Dydens ømme Ven. -
Philet var stor blant dem, som føde sig med Taarer,
Som skiælve for at lee,
Som see kun Jammer, lasterhafte Daarer,
Og Ulyksalige. -
»Ak!« — raabte han igien — »hvor er da varig Glæde?« -
Hvor er Lyksalighed? -
Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde,
Og ikke blues ved? -
Ophøi Dig, Du hvis Siel er nøisom, god og roelig,
Og kald Dig lykkelig! -
Ha! — viid! — den luurer bag Din trygge Boelig,
Som skal forstyrre Dig.« -
Her overiilte Harm den fromme Sangerinde. -
»Vaagn af din onde Drøm,
Forvovne«! — raabte hun — »At Sandhed vinde,
Kom! — Følg mig, see og døm!« -
En Kreds — — — Men Iris laan mig Farver til en Scene,
I hvilken Smertens Ven
Forglemte sig! — Laan mig din Ild, Camoene,
At jeg maae skildre den! -
En Kreds af sølvgraae Mænd fandt en ærværdig Hvile,
Hist, hvor vor glade Tid
Har seet Naturen saa fortroelig smile
Mod Viisdom Konst og Flid -
Hvor Elhøy reiser sig, og stolt og venlig byder
Den trette Vandringsmand,
At undre sig paa hvert et Træ, som pryder
Det nyelig skabte Land;
Der laae de — reene Smiil brød frem af hvert et Øie,
At stride mod Philet;
Og tvang hans Suk, og syntes at fornøie,
Blot ved at blive seet. -
Thi Elhøys Top er ei saa smuk, naar Solen daler,
Og venlig kysser den;
Som Nøisomhed og Sielens Hvile maler
Hvert Træk af Alderen. -
Langt borte hylede Bacchantens vilde Glæde,
Og langt fra dette Sted
Skreg Overmod, — men Viisdom var tilstede,
Og tryg Fortroelighed. -
Og du, de Viises Steen, som alle Daarer søge,
Ved Vold og Sviig og Konst;
Snart under Trældoms Aag, snart ved at spøge,
Og alletid omsonst;
Lyksalighed! — din Glands nedlod sig at besiele
Et kun uskyldigt Folk;
Hvis jævne Træk, hvis uafmaalte Mæle
Var nøgne Dyders Tolk. -
En kaldte smilende sin Ungdoms Sveed tilbage,
Og syntes ung igien. -
En anden saae til sine sidste Dage,
Og priiste Skaberen. -
En sang sin Helbreds Lov — En viiste stolte Mærker
Af et arbeidsomt Liv -
En fandt i Konst — En i Naturens Værker
Et værdigt Tidsfordriv. -
Snart taug den hele Kreds, imedens en forklarte,
Besielt af himmelsk Fryd,
Hvor naadig Gud i Nødens Tid bevarte
Ham eller og hans Dyd.-
Snart slog man Haand i Haand forundret ved at høre,
Hvor farlig Krigen er;
Hvor meget ont dog Mennesker kan giøre
Mod andre Mennesker. -
Snart saae man halv med Frygt til hine Trængsels Dage,
Og man bespurgte sig,
Om Trældom ei kan kaldes Lande-Plage,
Saavelsom Pest og Krig? -
Saa kom et Glædes-Raab — »O lykkelige Tider,
Hvori vi leve nu! -
O Gud!« — saa rabte man — »Gud, som omsider
Kom sine Børn ihu!« -
»Hist« — stammer een, som taus alt længe havde peget -
»Hist bag ved Stakkene,
Opreiser jeg mit Huus — det er mit eget,
Alt, hvad i der kan see.« -
»Hist« — er en andens Svar, og af de blege Kinder
Sneg sig en Taare ned -
»Hist boer min Søn — min elskte Søn, og finder
Sit Leve-Brød i Fred.« -
»Gud« — raabte man igien — »det Godes Giver høre
Vor Bøn, og lønne Dig,
Du store Mand, hvis Lyst det var at giøre,
Vor Stand saa lykkelig!« -
Saaledes kom Natur, Uskyldighed og Glæde,
Usøgt til hvert et Bryst,
Og hver en Mund — I en usynlig Kiæde
Hang Lyst ved andet Lyst -
Men rundt omkring dem loe Naturen — Stolt udbreder
Den her sit Seiers-Tegn,
Sin Rigdom; og dens unge Herligheder,
Groe stærkt i Elhøys Egn -
Lad andre synge dig, guddommelige Orden,
Dig altings Skabere,
Som her frembyder hver en Skat i Jorden
Til de Lyksalige! -
Den Viise forske blant de skiulte Drive-Fiære,
Som bragte dig i Gang,
Arbeidsomhed! — og synge dig til Ære
En oeconomisk Sang! -
Thi Vellyst bandt min Siel til hine grønne Høie -
Vær mig et helligt Sted,
O Plet, hvorfra Philets henrykte Øie
Fandt Jordens Herlighed! -
Et rudret grønt med Guld igiennemvirket Teppe,
Som jævnt udstrakte sig,
Bar dig, Naturens Skat — det syntes neppe
At kunde bære dig -
O Frugt, og anden Frugt, og hver med Forskiel prægtig,
Som holdt og fordrede
Den hele Siel! — O Skabning, som almægtig
Omstøber Hierterne! -
Snart vandrede Philets umættelige Øie
Langs med en kroned Rad,
Af Skovens unge Børn, som velig bøie
Sig sammen — Blad til Blad. -
Snart trængte sig et Lys, forbi den tette Skygge,
Og pegte myndig paa
En talrig Hiord, som pustende og trygge,
Og dybt i Kløvret laae. -
Her sneg sig et Christal, forfulgt af Solens Straaler,
Bag ved et Bierg af Høe;
Og hist forsøgte Liljer og Violer
At skygge for en Søe. -
Her stod endnu og hist endnu en enkelt Trave,
Ei for sin Ringhed glemt
Af Eieren, som sildig først kan have
Sin store Forraad giemt;
Men til et Vidnesbyrd for dig halvgyldne Slette,
Som synes nu saa bar,
Gav Hændelsen Philet det Vink at giette,
Hvor stor din Rigdom var.
Dog agter han det ei; Thi bag ved Sletten leger
En Flok af kaade Lam,
Rundt om sin Væder, som forgieves bræger,
At den skal følge ham. -
Nu triple de — hvor hist den tynde Rød opstiger,
Hist under Skyggerne
Veilede de Philet, som henrykt sniger
Sig med de Skiertsende. -
Dog glemmer han dem snart — En net, ukunstled Boelig,
Beqvem og vel forseet
Med Alt, og varig bygt, og reen og roeligt,
Henrykker nu Philet. -
Her saae han Nøisomhed hos Velstand — Flid og Orden,
Hos dydigt Tidsfordriv -
Og dig o Fred — »O!« — skreg han — »har da Jorden
Et saa lyksaligt Liv?« -
Alt trak den mørke Skye sig langsomt fra hans Øie,
Som stivt og aldrig met
Forfulgte hver en Skiønhed, som den Høie
Tilbyder Mennesket. -
Han fløi fra Gaard til Gaard, som her adspredte dele
Opmærksomhed og Lyst -
Snart kom et Hegn, en Lund, og snart det Hele,
Tilbage til hans Bryst. -
»Nei« — raabte han tilsidt — »Nei, lykkelige Gamle,
I, som en Drøm, maaskee,
Her — og just her? — i Dag har vildet samle
Til min Forvirrelse! -
Jeg veed — Jeg føler det, at Jordens største Glæde
Er Ufuldkommenhed. -
Tilstaaer mig, hvad det er, som I begræde,
Og hvad i skielve ved«! -
»Vi? — — —« svarte man — og en, udmærket ved sin Alder,
Begyndte strax igien:
»Glemt er det Ord, som du tilbage kalder,
Du Smertens mørke Ven. -
Tre Vintre var det nu — Da saaede vi med Smerte,
Og høstede med Graad -
Da skalv vi — Frygt tillukte selv vort Hierte,
For Haab og Hielp og Raad. -
Thi Trældom var vort Liv, og Tidsler var vor Ager,
Og selv Velsignelsen
Forsvandt som Dug — Vi skreg — og vore Klager
Fandt ingen mægtig Ven.
Men hist! — det store Huus — der — tæt ved hine Rader
Af Træer — der boer en Mand -
O Gud! — og hvilken! — Armods Ven og Fader,
Skiønt af saa høi en Stand! -
Han — see min Taare nu! — han er, som alle sige,
Og, som vi let kan see,
Saa stor, — saa vigtig for det hele Rige,
Som her for Bønderne -
Først, ypperst, viisest og oprigtigst i at raade
Til Landets Gavn og Lyst;
Og stor i Guds og i Monarkens Naade,
Og i de Danskes Bryst. -
Ei Pragt — Ei Ærens Tegn forblinde mig — Desværre,
De pryde faae, som Ham. -
Thi ak! hvor mangen vel saa prægtig Herre
Giør sine Klæder Skam! -
Dog Magt at giøre vel, som Himlen her forener
Med Lyst — er, som jeg troer,
Saa vigtig, at den Beste først fortiener
Ved den at kaldes Stor. -
Men elskte Billede! — hvorhen? — hvor langt bortriver
Du dog min hele Siel? -
Hvad er min Roes? — Ak! — dens Undskyldning bliver,
At jeg har meent den vel.« -
Her taug den sølvgraae Mand, og saae sig om at nyde
De andres tause ja -
Og fandt den Tanke, da han saae det flyde,
Som han begyndte fra. -
»Troe mig, o Fremmede, den Graad du seer er Glæde«! -
Saa brød han ud igien -
»Af Nød og Sorrig kan vel ingen græde,
Som har saa stor en Ven. -
Thi taalte han det? — Han! — som neppe saae vor Klage
I vort tillukte Bryst;
Og dog halv trakte os til bedre Dage,
Og tvang os til vor Lyst. -
Viid, at det Land du seer var fordum vilt og øde,
Endnu halv skiult i Vand -
Hin store Strækning med den rige Grøde,
Var Kiær og Mus og Sand. -
Uorden, vor Tyran, opslugte Sæd og Møie -
Og, hvad den levnede,
Var andre nok, som med et graadigt Øie
Alt aad i Tankerne. -
Alt Mod — alt Haab forsvandt — Thi om og en utretted
I Flid var Bien lig;
Da gik det ham, som den, der bliver mætted,
Men samler ei for sig. -
Den søde Pligt, som man saa sielden overgiver,
Den græd — den skialv vi ved. -
»Din Arv, min Søn« — saa skreeg vi — »ak! — den blier
Vor Ulyksalighed.« -
Men hist oprandt vor Soel — hvor god og viis og mægtig
Kom han vor Nød ihu! -
Dag, da vi saae ham først! — hvor glimrende! — hvor prægtig -
Hvor hellig er ei du! -
Thi med en vældig Arm omdannede han Jorden,
Og trak dens Skatte frem,
Og Væld af meer — og satte varig Orden
Til at indhegne dem -
Nu saae han smilende vor Glædes Grundvold færdig,
Og saae sig lykkelig. -
Endog i det sin store Skaber værdig,
Som skaber ei for sig. -
»Beboer den,« sagde han, »og eier den og nyder
Dens Frugt i varig Fred! -
Og Godhed giv, at eders Afkom fryder
Sig ved dens Herlighed!« -
Saaledes, skumle Nat forsvandt du fra vort Øie! -
Vi see fra denne Tid
Kun Haab, som steds' velsignes af den Høie,
Og aldrig skuffet Flid. -
Nu glæde vi os ved, langt fra, som før at grue
For Efterkommere,
Som Mangel ei, og Trældom ei tør true
I slig Beskiermelse. -
Hist boer den store Mand, som vil og kan beskytte
Vor Velstand og vor Fred. -
Han er det! — Han! — Vor Grundvold og vor Stytte! -
Hvad skal vi skielve ved?« -
»Ja!« — skreg Philet — som taus alt længe havde grundet,
Halv glad, halv skamfuld her -
»Der er Lyksalighed — Ja — Du har vundet,
Drøm, eller hvad du er! -
Jeg kiender ham — Vor Smags — de bedre Sæders Fader,
At i hans Naboe-Lav
Er ingen Torn, og ingen Urt, som skader,
Og ingen aaben Grav.« -
Nu overlod han sig til hele Kredsens Glæde -
»Bort« — smiilte han — »med dig! -
Bort Heracliters Grille! — bør jeg græde,
Hvor en er lykkelig? -
Men hist! — hvo kiender den, som iler hist og stønner,
Og tit slaaer Haand i Haand? -
Han græder — er det en af Landets Sønner? -
O Glæde styrk min Aand! -
Damoet! — — hvad er din Graad?« — — men ak, og ak vor Fader,
Var alt det Svar man fik -
Nu kom han — »Ak — vor Græve — Han — forlader« — — -
Og Røst og Sands forgik. -
Taus, som en Findlandsk Nat, og mørk blev Glædens Scene -
Nu kom et hylende -
Nu flyede den bestyrtede Camoene,
At skiule Taarene. -
»Hvad?« — skreg Philet — »o Haab! — Dit sidste Glimt forsvinder! -
Mon jeg begræder det? -
Jeg! — som afmægtig neppe mere finder
Mit svage Aande-Dret!