Classic Poem

Der levede for hundred Aar
I Dans Elysium en Hertug uden Mage,
I Fortids, den Tids, og i vor Tids Dage -
Hans Navn, hvis Minde sikkert ei forgaaer,
Var Fredrik Christian; hans Hertuginde
Var Jordens favreste, forstandigste — maaskee,
Ved mere nøie til at see -
Selv eneste naturlige Fyrstinde;
Den største Roes af deres Mund,
Som i de Tider begge kiendte,
Var den: hinanden de fortiente!
Saa god var han, saa elskelig var hun.

Hvad dem især udmærkte selv i Norden,
Hvor Despotie,
Pedanterie,
Og Slaverie,
Dog ingentid almindelig er vorden,
Var denne viise Liberalitet,
Som planter, nærer og udbreder
Den blomstrende Humanitet,
Hvis Frugt er Dyder og Lyksaligheder.

Min Fârfârs Fâr, en dengang taalt Poet,
I hvis Forsøg du tit Louises Navn har seet -
En Vandrerom i Østen og i Vesten,
Men ganske skikkelig og ærlig Mand for Resten,
Just levede paa samme Tid,
Og nød den ham af mig saa tit misundte Lykke,
I Gravensteen og i Augustenborg
At glemme hele Livets Sorg
Ved Synet af Naturens Mesterstykke -
Han hyldede det ædle Fyrste-Par
Med en Hengivenhed og Troskab uden Lige,
Hans Hiertes Helt var Han, Hun dets Heltinde var,
Som os hans bedste Digte sige,
Hans hemmelige Dagbog, som engang
Du arver efter mig, fortæller og, hvorlunde
Han alting skyldte dem; i Sygdom, og i Trang
Hans Ungdoms første Dage tungt henrunde,
Da fandt han Fredrik Christian, og see!
Ved hans Beskyttelse blev Sundhed, Lyst til Livet,
Udkomme, huuslig Fryd, og Virksomhed ham givet,
Han Mand og Fader blev — og vore sidste tre
Forvandskabskuld den Hertug Livet skylde,
Hvis Billed hist du seer i Marmor paa min Hylde.

Vor Stammefader, havde han ei vær't,
Vist ugift var af Slægtens Rad forsvundet;
Først da han Fredrik og Louise havde fundet,
Fandt han sit Livs Forøgen noget værdt.
I Dag, min Søn, for hundred Høste siden
Han helligholdt i Gravensteen
Den Fødselsdag, vi signe hver og een
I vor Familie. Min Fârfâr, dengang liden
Knap halv saa stor som Du, en tvendeaarig Pog,
Opledte Billeder i denne Bog,
Hvori hans Fader skrev, hvad Du nu lærer stave:

„Den ott' og tyvende September skal hvert Aar,
Saalænge som min Slægt bestaaer,
En festlig Rang i vor Calender have.
Paa denne Dag blev Hertug Fredrik fød.
Den Roe, den Fryd, jeg her i Livet nød,
Meer eller mindre var hans Gave.
Og Du, min Søn, som fyldte tvende Aar
I Gaar,
Dig denne Stambog hellig være!
Din Søn, Din Sønnesøn, til sidste Led den lære,
At signe Mindet af en Mand,
Hvis Priis jeg, mens han lever, ei fortæller,
For ei med Povler— og med Peter-greller
I samme Protocoll at skrives an.
Hvad, efter hundred Aar, man skriver eller siger,
Kan dog vel, haaber jeg, ei meer sees an som Smiger.""

Saa talte han, mens han tog af arvet Giemme frem
En Hob Reliqvier, i stadselige Rader,
Aar atten hundrede halvfemsenstiv' og fem,
Min Sønnesøns den ældste Søn, som Fader,
Sin lille Fredrik til, der mærksom stirred' paa
Den Herlighed, han første Gang nu saae:
„See her, min Søn, det kiæreste jeg eier,
Den Daase hist, og dette Uhr, og her
Hvad, skiønt for hundred Aar alt visnet, dog opveier
Og overtræffer alt hvad blomstrer fiern og nær:
En Rose, visnet paa Louises Bryst,
Min Farfar Carl forært, og disse Blade
Af en hans Fader skiænket Blomstpleiade,
Der af Louises Haand ham straalte Himlens Lyst!
Det alt tilhører Dig, hvis Du vil lydig være,
Med denne Stambog, som, fra Søn til Søn,
Vor Slægt har lært, og skal fremdeles lære
Din Stammefaders deri skrevne Bøn!
„O! Himmel! lad for mig min sidste Slægt end prise
Vor Frederik Christian og hans Louise!"

O Du! hvis ædle, skiønne Siel,
Hvis Sandhedskierlighed, og Lyst ved Andres Vel,
Hvis rene Villie jeg kiender!
O Du min Vækker, min Velgiører, og min Ven!
Lad paa din Dag den Tak, som i mit Hierte brænder,
Indklædt i Drømmen om den samme Dag igien
Om hundred Aar, Dig ei mishage!
Den Sang, hvori jeg her fortalte den,
Skal Ord for Ord min sidste Søn gientage.