Til de syge Typografer

Det er en stille Gjærning den at sætte
med rappe Fingre Ordene paa Naal,
som Tinsoldater smaa dem ind at rette
og klæde dem med øvet Haand i Staal.
Respekt for Daaden! I Evropas Stater
er ingen Hær som Gutenbergs Soldater.

Der foldes ingen Fane ud i Solen,
før deres Virken spredte Tvivlens Dunst,
der sidder ingen Hersker fast i Stolen,
før de har øvet deres sorte Kunst;
fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner
omkap med Cæsar og hans Legioner.

— Naar over vaade Sten Betjenten skrider,
og Lyset slukkes i hvert stænget Hus,
mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider,
— da danser Møllet end om deres Blus.
Det maa saa være; thi ved Morgengry
du kræver jo Avisen, frisk og ny.

Men Nattevaagen er en farlig Leg,
den suger graadigt Livets fyldte Lampe,
saa Blodets Safter bort af Aaren dampe.
Se derfor blev din 'sorte Ven' saa bleg;
thi Blyet ikke blot som Kugle dræber,
selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.

Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter
med Rug og Skov til Horisontens Rand;
henover lave Gaarde Vinden vifter,
og Tøsen bader fra den aabne Strand;
her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger,
her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.

Aa, I som Lykkens Nøgle, Sundhed eje,
som aande ind dens Ambra Dag og Nat,
som vandre skjæmtende langs grønne Veje,
og kaste kækt i Vejret Eders Hat:
Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen
og stirrer haabløst ud mod Aftensolen.

Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult
har saaret sig paa sine egne Vaaben.
Og nu et Rov for Snigesot og Sult
ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben;
ræk ham din Haand! Han led jo for os Alle,
thi hør vi Alle ham til Kræfter kalde.

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.