Classic Poem

Du spørger: om (en Pebling lig,)
jeg rask endnu kan conjugere ?
kom ! ved en flaske Viin du mig
maa anden Gang examinere.
Jeg ønsker vel, mens jeg er til,
at være stedse et activum;
men naar en Ven traktere vil
jeg gjerne bliver et Passivum

I Vinens Dunst min Næse mig
en tro Indicativus finder;
hver Sidemand saa lystelig
mig paa en Conjunctivus minder.
Ak ! naar man tømmer glad en Pot,
man tvende gode Ting fornemmer:
den in Præsenti smager godt,
ja Man ved den Perfectum glemmer !

Men nippe o ! det gjør en Nar,
sligt Imperfectum Tørst forvolder;
selv Rusen, naar man sover har,
Man for Plusquamperfectum holder.
Og hvad Futurum farer med,
derfor vi Himlen lade raade,
Ei truer det Uleilighed
for den, som drukket har tilmaade.

Imperativus hedder da:
den bedste Viin, Hr. Vært ! Man give !
O gid hver Pot, — o ja ! o ja !
Hver Pot Infinitivus blive !
saa vort Gerundium, min Ven !
gik stedse ud paa Viin at drikke;
og naar vi os da lagde hen,
et langt Supinum mangled' ikke.

Dog: først til Participium
gid hver en Broder mig indbyde,
og at det ægte Gaudium
i glasset stedse maatte flyde !
O ! havde vi den gamle Skik,
at ei Pokalers Tid var omme !
Det vilde da ved glædens Drik
saa snart ei til Deponens komme.