Classic Poem

To Elskende sad
Under Hybenrosens Hæk;
Den Ene var saa øm,
Den Anden saa kjæk.

Mens Bækken den risled
Og Drosselen slog,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Bog.

Mens Maanens Straaler bæved
Igjennem Skyens Rift,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Skrift.

Og alt hvad hun læste
I hans sværmende Blik,
Det blev i hendes Barm
Til en drømmende Musik.

Men han sad stille,
Mens elskovsfuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm,
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Saaledes kom han hemmelig
Hver Qvæld, naar Dug faldt paa;
Naar Morgenhanen galed,
Da monne han gaae.

Men det vared ei længe,
Da blev han borte reent;
Da sørgede hun tidligt,
Da længtes hun seent. -

Og det var hendes Moder,
Hun talede saa:
»Kjær Datterlil! du drage
Din Silkekofte paa!

Du flette nu dit Guldhaar
Med Perler og Baand,
Du trække hvide Handsker
Paa din sneehvide Haand!

Med Sølvspang du spænde
Dine Skoe og din Gjord,
Til Staden vil vi vandre,
Hvor din Gudmoder boer!« -

Og der de kom til Staden
Ved rindende Flod,
En Skare Landsknægte
Da drog dem imod.

En Ungersvend de slæbte
Med Lænker beladt
Op paa den grønne Høi,
Hvor Galgen var sat.

Mens Morgenlærken qviddred
Mod den stigende Sol,
De Landsknægte bandt ham
Paa Dødningestol.

Og Rettersværdet sused
Igjennem Luften blank,
Saa det krøllede Hoved
Paa Sandbunken sank.

»O Datter! kjær Datter!
Hvi bliver du saa bleg?«
Op slog hun sin hvide Haand,
Og hvinende skreg:

»O, mildeste Gud Fader!
Han var min Hjertensven!
O, Christe, dig forbarme!
Saa seer jeg ham igjen!«

Hun rev de gule Lokker,
Hun vred den spæde Arm:
»O, Moder! kjær Moder!
O, skjul mig ved din Barm!

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

De krusede Lokker,
Som om hans Pande laae,
Vil vorde til en Rede
For Kragen, den graae!

Den Læbe, jeg har kysset,
Som talte søde Ord,
Skal blegne og smuldre
Til Støv og til Jord!

Han havde et Øie
Som Nattehimlen sort;
Den vilde Ravn vil komme
Og tage det bort!

Og det venlige Hjerte,
Som jeg hviled ved, -
Den vilde Ravn vil foere
Sine Unger dermed!

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

Thi evig er Kjærlighed,
Som intet forbrød,
Den kan slet ikke døe
Ved den jordiske Død.

Men Fred er ei paa Jorden,
Det veed jeg forvist,
For det sorrigfulde Hjerte,
Sin Ven haver mist!