Classic Poem

Din Brynde Baal!
blusser for brændende;
vig fra mig, vævre Lue!
Skindet svides,
skjøndt jeg løfter det,
flammen i Kappen fænger.

Otte Nætter
mellem Ilde sad jeg,
og ingen bød mig at æde,
uden kun Agnar,
som ene skal raade
for Gotherne, Geirrøds Søn.

Hil dig Agnar,
som hil dig byder
Veratyr at være!
for een Drik
aldrig skal der
bedre Løn dig bydes.

Helligt er et Land,
som ligge jeg ser,
Aser og Alfer nær;
Gladhjem det hedder,
hvor gylden-fager
Valhal straaler saa vide.

Kjendelig let
er for de kommende
Salshuset at se;
med Spyd til Sparrer,
skjoldtækt Sal,
Brynjer paa Bænke bredt.

Kjendelig let
er for de kommende
Salshuset at se.
Ulv hænger der
vester for Dør,
Ørn spreder Vinger over.

Thund tuder,
Thjodvitnes Fisk
leger fro i Flod;
Aa-Strømmen
for stærk tykkes
Val-Flokken at vade.

Valgrind det hedder,
paa Vangen staar,
helligt for hellige Døre;
gammelt er Gitter,
det gjætte Faa,
hvordan det i Laas er lukket.

Femhundred Døre
og dertil firti
tykkes mig paa Valhal være;
otte hundred
ad een Dør udgaa,
naar de skal mod Fenre fare.

Heidrun hun hedder,
paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
Kar hun fylder
med klaren Mjød,
ej bliver dyrtid paa Drik.

Eikthymer han hedder,
paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
af Hornene hans
det drypper i Hvergelme,
deden faa Vandene Veie.

Ulls yndest
og alle Guders
faar hvo først rører Flammen;
Verdner aabnes
for Asers Sønner,
naar Kjedlerne tages af Krog.

Mit Syn jeg nu løfted
for Seirsguders Sønner,
dermed er Hjelp forjættet;
for alle Aser
skal det aabenbares
udi Æges Ølsal.

Grim jeg hed,
Gangleri hed jeg
Herjan og Hjalmbere,
Thek og Thride,
Thunn og Unn,
Helblinde og Haar;

Sad og Svidal
og Sangtal,
Herteit og Hnikar,
med eet navn
nævntes jeg aldrig,
siden jeg blandt Folk foer.

Du har Ølrus, Girrød!
er ganske drukken
mangt du misted
med min Bistand
og alle Einherjers Yndest.

Mangt har jeg sagt dig,
du mindes lidt;
Venner volde dig Ve:
min Vens Sværd
ser jeg ligge
ganske i Blod badet.

Egg-saaret Val
mon Ygg nu have,
dit Liv, veed jeg er ledet:
umilde er Diser;
nu kan Odin du se,
nærm dig nu, om du naaer det!


Kong Geirrød sad og havde Sværdet over Knæet og halvt draget. Som han hørte, at Odin var kommen der, da stod han op og vilde tage Odin fra Ilden. Sværdet slap ham af Hænde og vendte Hjaltet nedad. Kongen snublede med Foden og faldt fremover, og Sværdet stod igjennem ham og han fik sin Bane. Odin forsvandt da, og Agnar var Konge der længe efter.