Jeg jubler af Fryd paa fremmed Strand,
Men Glæden har Taarer i Hjemmets Land.

Jeg gav dem mit fulde Hjerte,
Jeg gav dem min hele Sjæl,
De loe af min dybe Smerte,
Traadte mig med deres Hæl.

Jeg føler Venskab for det Gamle,
Men elske maa jeg dog det Nye -
For det er dog det Allerældste,
Det Reenforglemte og det Længstforsvundne,
[Det Dybestsavnede, det] — Atterfundne.

Jeg føler dit lille Hjerte dikke —!
Jeg spaaer Dig — nei, jeg siger det ikke!

Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig som ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!

Je suis tant bien que je ne le puis dire,
Ayant sondé son amitié profonde
Par sa vertu, qui à l'aimer m'attire
Plus que beauté : car sa grâce et faconde
Me font croire la première du monde.

Jasmine, Iris narcissus too,
looking at thee have withered away
Thine eyes are black, face is red
and robes are of the whitest hue

Spin the eddies of the sky inside these black petals.
Shadows have covered the earth that bears us.
Open a pathway to the plough amongst your stars.
Enlighten us, escort us with your host,
Silver legions, on the mortal course
Which we strive towards at the core of night.

cimen altinda gecen 225 gunden sonra benden daha cok sey biliyor olmalisin.

Your bow swept over a string, and a long low note quivered to the air.
(A mother of Bohemia sobs over a new child perfect learning to suck milk.)

Your bow ran fast over all the high strings fluttering and wild.
(All the girls in Bohemia are laughing on a Sunday afternoon in the hills with their lovers.)