Hvad Sphinxen ridsed' i det dybe Sand,
Det løste Barnet for den ældre Mand,
Du trykked' Kys paa Rosens fine Blad,
Og et Sonet paa hvert af disse sad.

Du tegned' Blomsten som den groer paa Vang,
Du smiilte gjennem Taarer, naar Du sang.

Den lille Amor fra Hækken fløi,
En Piil han tabte — Du fandt just den,
Og det er denne Du bruger som Pen,
Selv Spidsen har himmelsk Væde.
Du drømte, som Mand, ved Elverhøi,
Din Drøm blev al Danmarks Glæde.

Din Smerte var en Sky, i Stormen vild,
Til Dug den blev ved Poesiens Ild,
En Dug, der kaldte Duft fra Blad og Straa,
En Taare, hvori Himlens Billed laae.

Vi vil' ei sige mange Ord,
Ei hykle eller prale,
Seer Hjertet glad Guds skjønne Jord,
Vi høre Dig at tale.

A fountain of our sweetest, quick to spring
In fellowship abounding, here subsides:
And never passage of a cloud on wing
To gladden blue forgets him; near he hides.

Du leged' glad bag Skovens grønne Grene,
Og der sad Vid i Smilet paa din Kind;
Da kyssed' Dig den høie Melpomene,
Og lulled' Dig i Heltedrømme ind;
Med Smiil og Graad Du saae paa Tidens Strøm,
Og William Shakspeare sang Du i din Drøm.

Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
Der var en Tid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor."

The sweet juices of your mouth
are like castles bathed in honey.
I've never had it done so gently before.
You have put a circle of castles
around my penis and you swirl them
like sunlight on the wings of birds.

I've burned my own house down,
the torch is in my hand.
Now I'll burn down the house of anyone
who wants to follow me.