I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg
Jeg nynner saa sagte dette:
Fugl Phønix er i det ene Æg;
Men see nu, Du finder det rette!

En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker.
Her faaer Du, hvad Du til de Andre skjænker.

Du faaer til Julegave?
Dig Verset det vil stave,
Hold Dig nu smukt i Lave! — -
En Krave!

Den tør Du eje
Trods Verdens Snak;
Nu kan Du neje
Og sige Tak!

Det dundrer under Hestens Hov
Gjennem den grønne, duftende Skov.
Hundene halse, Hjorten sig reiser,
Flygter og kneiser.
Skuddet den rammer; Jæger, spring til,
Stød den med Kniven! Vi juble vil:
Trara! Trara! Joachim, trara!

Den hverken bjæffer eller brummer;
Men den gjør meget Meer: den skummer!

Her er en Hund, og den er stor,
En Hund var hans Faer, en Hund hans Moer.
See, hvor han gloer!

Læg mig blandt Dine „Minder" ned,
Og skjænk mig stundom Dine Blikke: -
Jeg kom fra „gammel Kjærlighed",
Et Guld — Du veed — som „ruster ikke".

Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke;
Men blæs for mig — og ad din Lykke!

Da en Gang Blomsterne Dig saae
I Graad en Aften silde,
Da græd de med, og store, smaa
Blev alle til en Kilde.
Her har Du Lidt fra Kildens Væld;
Det hentet blev i Juleqvæld.